Lavgradig inflammation – den stille brand i kroppen

Når de fleste hører ordet inflammation, tænker de på noget akut og tydeligt: en forstuvet ankel, en halsbetændelse eller en rød og hævet finger. Kroppen reagerer, immunsystemet rykker ud, og efter noget tid falder det hele til ro igen. Sådan skal inflammation også fungere. Den er en del af kroppens forsvar og reparation (Medzhitov, 2008).

Men der findes også en anden form for inflammation: en mere stille og langvarig tilstand, som kaldes lavgradig inflammation. Her er kroppen ikke akut syg, og der er ingen tydelig infektion. I stedet befinder immunsystemet sig i et vedvarende lavt alarmberedskab. Ikke brandalarm med blink og sirener, men mere som en røgalarm, der står og småbipper i baggrunden. Det er ikke voldsomt nok til at skabe akut sygdom, men det kan over tid belaste kroppen og bidrage til metaboliske og hormonelle forstyrrelser (Hotamisligil, 2006).

I dag regnes kronisk lavgradig inflammation som en vigtig medvirkende mekanisme i udviklingen af flere moderne sygdomme og ubalancer. Den forbindes blandt andet med insulinresistens, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom, fedtlever og overvægt, men også med mere diffuse symptomer som træthed, hjernetåge, smerter og nedsat robusthed (kilderne peger samlet i denne retning, selv om mekanismerne kan variere fra væv til væv) (Hotamisligil, 2006; Furman et al., 2019).

Inflammation er i udgangspunktet en intelligent og nødvendig reaktion. Når kroppen registrerer infektion, skade, toksiner, vævsstress eller anden belastning, sender immunsystemet signalstoffer ud for at beskytte og reparere. På kort sigt er det livsvigtigt. Problemet opstår først, når denne proces ikke afsluttes ordentligt, men bliver stående som en vedvarende baggrundsaktivitet (Medzhitov, 2008).

Det er netop denne tilstand af vedvarende biologisk uro, der gør lavgradig inflammation så vigtig at forstå – især omkring overgangsalderen, hvor søvn, stress, fedtfordeling og hormonelle forandringer kan trække i samme retning (Mauvais-Jarvis et al., 2013).

Hvorfor moderne livsstil let øger inflammation

Menneskets biologi er udviklet til rytme og variation: aktivitet og hvile, spise og faste, dagslys og mørke, belastning og restitution. Moderne livsstil udfordrer mange af disse rytmer. Konstant adgang til mad, for lidt bevægelse, dårlig søvn, kronisk stress, skærmlys sent om aftenen, ultraforarbejdet mad og mangel på restitution er hver for sig ikke nødvendigvis dramatiske. Men tilsammen kan de skabe et biologisk miljø, hvor kroppen gradvist bevæger sig mod mere inflammation (Furman et al., 2019). Ikke med et stort brag, men mere som når for mange små irritationsmomenter til sidst får hele systemet til at køre med skuldrene oppe om ørerne.

Fedtvæv er ikke bare et lager

En vigtig erkendelse i moderne metabolisk forskning er, at fedtvæv ikke blot er et energilager. Det er biologisk aktivt og kommunikerer med både hormonsystemet, immunsystemet, hjernen og stofskiftet (Kershaw & Flier, 2004).

Særligt fedt omkring maven (organfedt) kan blive inflammatorisk aktivt. Når fedtceller bliver overfyldte og metabolisk belastede, tiltrækker de immunceller og begynder at frigive flere inflammatoriske signalstoffer (Xu et al., 2003; Hotamisligil, 2006). Det betyder, at kroppen kan befinde sig i en vedvarende mild immunaktivering – ikke fordi man er akut syg, men fordi kroppen biologisk oplever overbelastning. Dette bliver særligt relevant i overgangsalderen, hvor fedtfordelingen ofte ændrer sig i retning af mere abdominalt fedt. Det er lidt uretfærdigt, men biologien har desværre ikke altid den mest charmerende timing (Lovejoy et al., 2008).

Tegn på for meget organfedt kan være:

• Talje mål over 80 cm (kvinde)

• højt fastende insulin

• høje triglycerider

• lav HDL

• fedtlever

• forhøjet blodsukker

Det gode er at selv moderate livsstilsændringer kan reducere organfedtet betydeligt (Knowler et al., 2002).

Blodsukker, insulin og den indre uro

Store blodsukkersvingninger påvirker også inflammation. Når kroppen gentagne gange udsættes for højt sukkerindtag, konstant småspisning, højt insulin og vedvarende energioverskud, stiger belastningen på cellerne. Samtidig øges oxidativt stress, og mitokondrierne belastes (Samuel & Shulman, 2012). Over tid kan det bidrage til insulinresistens, energimangel, øget inflammation og nedsat metabolisk fleksibilitet (Hotamisligil, 2006). Derfor hænger blodsukkerregulering tæt sammen med, hvor roligt eller uroligt det biologiske miljø i kroppen bliver.

Tarmen som medspiller i inflammation

Tarmen spiller sandsynligvis en større rolle for inflammation, end man tidligere troede. Tarmens inderside er en stor kontaktflade mellem kroppen og omverdenen, og her møder kroppen hele tiden bakterier, fødevarer og forskellige signalstoffer. Et velfungerende tarmsystem hjælper med at holde balancen mellem det, der skal ind, og det, der skal holdes ude. Når tarmbarrieren og tarmfloraen er belastet, kan immunsystemet aktiveres mere konstant (Cryan et al., 2019). Derfor forbindes en kost med fibre, grøntsager, variation og fermenterede fødevarer ofte med lavere inflammation og bedre metabolisk regulering (Makki et al., 2018).

Stress påvirker også inflammation

Mange tænker på stress som noget mentalt, men biologisk er stress også fysisk. Når hjernen oplever belastning, aktiveres kroppens alarmsystem: kortisol stiger, pulsen øges, glukose frigives, og immunreguleringen ændres. Kortvarigt er det hensigtsmæssigt. Men når kroppen sjældent føler sig tryg eller restitueret, kan alarmsystemet blive mere kronisk aktivt. Det kan påvirke søvn, appetit, energiniveau og inflammationsniveau og dermed fastholde kroppen i en tilstand af vedvarende beredskab (McEwen, 2017). Det fører ofte fører til vægtøgning eller vægt resistens. Langvarig stress kan hos nogle mennesker øge appetit, ændre energiadfærd og påvirke fedtfordeling – særligt i retning af mere abdominal fedtlagring (Epel et al., 2000), ligegyldigt hvor meget du træner og hvor lidt du spiser.

Søvn dæmper den biologiske uro

Søvn er en af kroppens vigtigste reparationsmekanismer. Under søvn reguleres immunsystemet, hjernen rydder affaldsstoffer op, hormoner balanceres, og inflammation dæmpes (Irwin, 2015). Selv få nætter med dårlig søvn kan øge inflammatoriske markører og samtidig gøre appetit, blodsukkerregulering og stressrespons mere ustabile (Spiegel et al., 2005). Derfor mærker mange mere sukkertrang, dårligere energi, tunghed og uro efter perioder med dårlig søvn. Kroppen bliver ganske enkelt mere biologisk belastet.

Hvorfor inflammation ofte mærkes som træthed

Noget af det særlige ved lavgradig inflammation er, at symptomerne ofte er diffuse. Mange føler sig ikke direkte syge, men trætte, tunge, mentalt langsomme eller mindre robuste. Det giver god biologisk mening. Når immunsystemet er mere aktivt, prioriterer kroppen beskyttelse frem for overskud. Energi flyttes væk fra blandt andet restitution, muskelopbygning, libido og mental skarphed. Derfor kan lavgradig inflammation opleves mere som vedvarende træthed og indre uro end som klassisk sygdom (Dantzer et al., 2008).

Inflammation og metabolisk sundhed hænger sammen

Inflammation og metabolisk sundhed påvirker hinanden gensidigt. Jo mere insulinresistent og metabolisk belastet kroppen bliver, desto mere inflammation opstår der ofte. Og jo mere inflammation, desto dårligere fungerer blandt andet insulinregulering, fedtforbrænding, energistyring og mitokondriefunktion (Hotamisligil, 2006). Derfor er det ikke tilfældigt, at lavgradig inflammation og nedsat metabolisk fleksibilitet ofte følges ad. Når kroppen igen får bedre rytme mellem spise, bevægelse, hvile og metaboliske pauser, kan det være med til at dæmpe den samlede biologiske belastning.

Kroppen har brug for pauser

Et af de vigtigste budskaber i dette kapitel er, at kroppen har brug for perioder uden konstant belastning. Ikke ekstreme kure eller perfektion, men pauser fra konstant mad, konstant stimulation, konstant stress og konstant alarmberedskab. Menneskets biologi er bygget til rytme – ikke til vedvarende aktivering. Det gælder måske især omkring overgangsalderen, hvor søvnforstyrrelser, hormonelle ændringer og et højt belastningsniveau let kan skubbe kroppen i en mere inflammatorisk retning.

Kort fortalt: Lavgradig inflammation er ofte et tegn på et system, der mangler rytme og restitution. Små forbedringer i søvn, bevægelse, mad og stress kan derfor flytte mere, end man tror.

Referencer

• Cryan JF et al. Physiol Rev. 2019.

• Dantzer R et al. Nat Rev Neurosci. 2008.

• Epel ES et al. Psychosom Med. 2000.

• Furman D et al. Nat Med. 2019.

• Hotamisligil GS. Nature. 2006.

• Irwin MR. Nat Rev Immunol. 2015.

• Kershaw EE, Flier JS. J Clin Endocrinol Metab. 2004.

• Knowler WC et al. N Engl J Med. 2002.

• Lovejoy JC et al. Int J Obes. 2008.

• Makki K et al. Cell Host Microbe. 2018.

• Mauvais-Jarvis F et al. Endocr Rev. 2013.

• McEwen BS. Physiol Rev. 2017.

• Medzhitov R. Nature. 2008.

• Samuel VT, Shulman GI. Cell. 2012.

• Spiegel K et al. Lancet. 2005.

• Xu H et al. J Clin Invest. 2003.